Globalisering og vækst på udenlandske markeder – sådan har mantraet lydt de seneste mange år. Det skal være lettere at tiltrække udenlandske medarbejdere lyder det fra erhvervslivet. Hvordan spiller det så sammen, når man som hjemvendt dansker eller udlænding søger arbejde i Danmark? Hvor let er det at få job og i det hele taget falde til? Ja det er der meget forskellige oplevelser af.

Af Susanne Teglkamp, ledelsesrådgiver i Teglkamp & Co. 

Jeg har gennem en årrække talt med hjemvendte danskere, der har oplevet det meget svært at få fodfæste på det danske arbejdsmarked. På et tidspunkt lavede jeg et lille opslag på LinkedIn og i løbet af et døgn tikkede der flere end 100 små beretninger ind fra danskere, der har oplevet at rende panden mod en mur, når de forsøgte at vende hjem til Danmark. De har en oplevelse af, at de kompetencer, de har opnået ved at have arbejdet udlandet, ikke rigtig blev regnet for noget. Måske er det sandt – måske er det ikke. Det er svært at gennemskue og se sammenhængen, når vi samtidig har en erkendelse af, at Danmark er afhængig af vækst på de udenlandske markeder.

Dette er baggrunden for, at jeg besluttede mig til at dykke et spadestik dybere og undersøge nogle af de mange forskellige myter eller sandheder omkring det at tiltrække og fastholde medarbejdere med internationale kompetencer både set fra medarbejdernes og fra virksomhedernes perspektiv.

Det er blevet til denne undersøgelse, hvor 192 har deltaget.

Centrale konklusioner fra undersøgelsen

Undersøgelsen har bekræftet og afkræftet nogle af mine egne antagelser. Her skal kort opsummeres nogle af de centrale pointer fra undersøgelsen:

Det er svært at vende tilbage til Danmark

Der er store udfordringer ved at rejse ud i verden, men næsten lige så store udfordringer ved at vende tilbage til Danmark igen. Det kan bl.a. være svært at finde job og skulle til at opbygge eller genopbygge netværket.

Det er en udfordring at fastholde medarbejdere med internationale kompetencer

Mange virksomheder giver udtryk for, at det er svært at fastholde medarbejdere med internationale kompetencer. Og virksomhederne har noget at have deres bekymring i. Hver 3. deltager i undersøgelsen har af forskellige grunde planer om at rejse ud i verden igen.

Hjælp og positiv opmærksomhed øger fastholdelsen

Undersøgelsen viser, at det kan svare sig for virksomhederne at lave forskellige tiltag, der gør det nemmere for hjemvendte danskere og medarbejdere med ren international baggrund at falde til i Danmark. Støttende tiltag øger fastholdelsen.

Vores åbenhed slutter, når vi går hjem fra arbejde

Vi er generelt inkluderende på arbejdspladserne, men undersøgelsen viser, at det oftest stopper dér. Vi er ikke så gode til at invitere ’fremmede’ ind i vores sociale liv uden for arbejdspladserne. Manglende netværk og venner uden for arbejdspladsen er noget af det, der får medarbejdere med international baggrund inklusiv hjemvendte danskere til at rejse ud i verden igen.

Primært positive erfaringer med ansatte med internationale erfaringer

Har man prøvet af have medarbejdere med internationale erfaringer, så er oplevelsen langt overvejende positiv. Således mener over halvdelen, at virksomheden har haft stor gavn af medarbejdernes internationale baggrund. Hver 4. har dog lidt blandede erfaringer med at have ansatte med udenlandsk baggrund. For det første kræver det lidt mere introduktion. For det andet oplever de, at de internationale medarbejdere kan være svære at fastholde og ofte rejser ud i verden igen. Og for det tredje har det været besværligt at få medarbejderne ansat og flyttet til Danmark.

Fastholdelse er en udfordring

Mange virksomheder kan måske frygte, at de kun har medarbejdere med internationale kompetencer på lånt tid. Og noget kan der da også være om snakken. Undersøgelsen viser, at hver 3. der har arbejdet internationalt, regner med at rejse ud i verden igen på et tidspunkt.

Hjælp og positiv opmærksomhed er et fastholdelsesparameter

På mange arbejdspladser bliver der ikke gjort det store ud af medarbejdere, der kommer med en udenlandsk baggrund eller danskere der har arbejdet i udlandet i en længere årrække. Sådan føler medarbejderne det i hvert tilfælde selv. 4 ud af 10 medarbejdere med international baggrund oplyser, at deres danske arbejdsplads ikke har gjort noget særligt for at integrere dem på arbejdspladsen. Kun hver 5. oplever, at de har fået alt den støtte, de havde brug for. Undersøgelsen viser, at der er en sammenhæng mellem den hjælp og støtte medarbejderne med international baggrund får og virksomhedernes mulighed for at fastholde dem. Der er en større sandsynlighed for, at medarbejderne bliver i Danmark, hvis virksomheden har gjort noget for at få den til at lande godt i Danmark.

Læs resten rapporten her 

 

Kilde: Teglkamp & Co.