Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen venter til næste folketingssamling med at fremsætte et lovforslag, der skal beskytte medarbejdernes personlige helbredsoplysninger i sygedagpengesager. Det sker for at sikre, at alle overvejelser og oplysninger er gennemgået i forbindelse med forslaget, som vil få konsekvenser for både arbejdsgivere og lønmodtagere.

Regeringen mener fortsat, at arbejdsgivere ikke uden videre skal kunne få adgang til medarbejdernes helt personlige oplysninger, hvilket der har været eksempler på
de senere år.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

“Det er afgørende for os, at vi træffer beslutninger på et ordentligt grundlag. Den her lovændring er kompliceret, og vi vil selvfølgelig sikre, at vi har foretaget de nødvendige overvejelser og politiske drøftelser, før vi fremlægger forslaget.”

“Men der er ingen tvivl om, at vi skal have justeret lovgivningen, så man kan være på sygedagpenge, uden at arbejdsgiveren automatisk kan få indsigt i alle ens personlige oplysninger. Det er fortsat vores intention.”

Kilde: Beskæftigelsesministeriet