Søvnen kan let blive forstyrret, hvis arbejdsdagen har budt på ubehagelige oplevelser. Et godt råd er, at beskæftige sig med noget sjovt og afslappende efter arbejdstid. Det viser et nyt amerikansk studie.

Af Ida Marie Winge

En kollega, chef eller borger, der taler grimt til en på jobbet kan betyde, at man får vanskeligere ved at sove om natten. Men ved at tage en mental pause og lave noget, man synes er sjovt og afslappende – eksempelvis lytte til god musik, gå en lang tur eller dyrke yoga – kan man få en bedre nats søvn, viser nyt amerikansk studie.

– Vores studie kan hjælpe medarbejdere ved at sætte fokus på, hvor vigtigt det er at koble af efter arbejde – særligt på dage, hvor vi har haft negative interaktioner med andre. Det kan nemlig hjælpe os til at forbedre kvaliteten af vores søvn, siger Caitlin Demsky, der er Ph.d. og forsker på Oakland University. Hun fortsætter:

– Virksomheder kan hjælpe medarbejderne ved at skabe en kultur, der støtter op om, at de kan restituere, fx ved at man ikke sender arbejdsrelaterede e-mails uden for arbejdstiden.

Systemet skal genoplades

I studiet fandt forskerne ud af, at dem, der havde oplevet ubehagelig opførsel på jobbet, rapporterede, at de havde flere negative tanker om arbejdet.

– At tage en mental pause er især vigtigt i sådanne situationer, idet det hjælper os til at stoppe de gentagene negative tanker og giver krop og psyke mulighed for at lade op på ny, siger hun.

Studiet er gennemført blandt cirka 700 medarbejdere i ’U.S. Forest Service’, som er en statslig enhed, der arbejder med natur og skov i USA. Næsten lige mange mænd og kvinder deltog i undersøgelsen.

– Resultaterne er også relevant for medarbejdere i andre brancher. Der er behov for yderligere undersøgelser, men de handlinger, vi undersøgte – dårlig opførsel på jobbet, søvn og restitution – er til stede blandt mange forskellige medarbejdergrupperinger, siger Caitlin Demsky. Hun forklarer, at studiet formentlig bedst vil kunne overføres til andre offentlige arbejdspladser, men at hun ikke vil være overrasket, hvis man kan se de samme mønstre på det private arbejdsmarked.

Kilde: Videncenter for Arbejdsmiljø