Flere og flere virksomheder bruger teams til at løse deres opgaver, og flere teams arbejder mere selvstændigt end tidligere. Derfor er det afgørende at vide, hvordan man udvikler den samlende sociale kapital i forskellige teams på arbejdspladsen. Det viser en ny rapport om social kapital, som er den tredje i rækken.

Af Hanna Sigga Madslund

For at et team kan fungere optimalt, skal der helst udvikles en vis grad af fælles normer om indbyrdes hjælp, initiativ og ansvarstagen. 

Er du medlem af et team på din arbejdsplads, som fungerer mere eller mindre selvstændigt i forhold til ledelsen? Så er du ikke alene. Der er nemlig en stigende tendens til, at flere og flere virksomheder og organisationer bruger teams til at løse deres opgaver, og at mange teams arbejder mere selvstændigt end tidligere. Det er dog ikke tilstrækkeligt blot at sammensætte forskellige teams af kvalificerede medarbejdere til at udføre opgaverne.

Der skal mere til. Blandt andet kræver teamarbejdsformen mere koordinering end ellers imellem de enkelte teams og øget fokus på, hvordan medarbejderne klarer det indbyrdes samarbejde inden for teamet.

Det viser en ny rapport om social kapital, som handler om de ressourcer, der samlet set kaldes samlende social kapital i moderne teams. I et team udvikler medarbejderne sociale relationer, der er nødvendige, for at udføre teamsamarbejdet. Men de enkelte teams i en organisation danner i forskellig grad nogle ressourcer, der kan betyde, at de fungerer meget forskelligt:

-Nogle teams fungerer godt, de løser deres opgaver effektivt, og medarbejderne i teamet trives og er engagerede, mens andre teams udvikler konflikter og kliker, der ikke fungerer sammen, og som måske behandler hinanden dårligt. Men teams kan faktisk udvikle deres sociale kapital gennem træning og støtte fra ledelsen, siger seniorforsker Vilhelm Borg fra NFA, som har skrevet den nye rapport, som bliver offentliggjort i dag.

Teammedlemmerne skal selv på banen

Ifølge rapporten viser forskningen, at det i sidste ende er teammedlemmerne selv, der kan udvikle deres indbyrdes relationer, men at der findes metoder til at træne og støtte medarbejderne i teamarbejdet.

-En virksomhedsledelse kan støtte udviklingen af de nedenfor nævnte aspekter af den samlende sociale kapital ved at skabe rammer for, at medlemmerne kan udvikle deres indbyrdes relationer og derigennem inspirere, motivere og udfordre teamet. Hvis ledelsen sørger for det, vil den sociale kapital i teamet stige, siger Vilhelm Borg (se faktaboksen).

For at et team kan fungere optimalt, skal der helst udvikles en vis grad af fælles normer om indbyrdes hjælp, initiativ og ansvarstagen:

-Det er vigtigt, at teamets medlemmer udvikler en fælles delt viden om opgaverne og om, hvordan teamsamarbejdet skal fungere. Et team skal helst kunne opstille fælles mål og have et fælles engagement, hvis teamet skal fungere. Ved udfordrende opgaver er det også af stor betydning, at et team har en kollektiv tillid til, at medlemmerne i fællesskab kan udføre opgaverne med høj kvalitet. Tillid, gensidig anerkendelse og psykologisk sikkerhed i teamet er basis for, at udviklingen af fælles ressourcer finder sted, siger Vilhelm Borg.

Masser af tilgængelig viden ukendt i Danmark

Vilhelm Borg peger også på, at litteraturen om social kapital viser, at der findes metoder til at udvikle og træne teams på arbejdspladsen, som stort set er ukendt i Danmark og derfor ikke anvendes optimalt ude på arbejdspladserne:

-Den internationale forskning viser, at der er en omfattende viden om, hvordan man kan udvikle og træne den samlende sociale kapital i de enkelte teams på arbejdspladsen. Den viser også, hvordan ledelsen kan medvirke til, at teams fungerer mere effektivt i opgaveløsningen, og til at medarbejderne trives og er engagerede.

I følge rapporten findes der dog endnu ikke en ”kogebog med opskrifter” på standardiserede metoder til at gennemføre en god indsats. I stedet kræver det en god portion viden om teammekanismerne og om, hvordan man kan modvirke, at den sociale kapital nedbrydes.

Hvad er samlende social kapital?

Begrebet ’samlende social kapital’ handler om ressourcer og samarbejdet i moderne teams i arbejdsorganisationer og kan omfatte:

  1. fælles gruppenormer, som medvirker til, at teammedlemmerne tilpasser deres handlinger til hinanden og støtter hinanden i teamarbejdet,
  2. fælles kognition (erkendelse, viden), der bidrager til, at teammedlemmerne har fælles forståelser af opgaverne og af, hvorledes teamsamarbejdet kan fungere,
  3. fælles motivation, der bidrager til, at teammedlemmerne er mere enige om målene og er parate til og engagerede i at bidrage til de nødvendige kollektive handlinger for at udføre teamets opgaver,
  4. høj kvalitet i de sociale relationer i teamet ved indbyrdes tillid, anerkendelse og psykologisk sikkerhed, der bidrager til, at teammedlemmerne deltager i at lære noget nyt og være innovative.

Kilde: Det Nationale Forskningsmiljø for Arbejdsmiljø