Det nye innovationscenter i Boston vil give danske forskere og virksomheder en unik adgang til et af verdens førende knudepunkter for innovation. Her ligger nogle af USA’s førende universiteter, en række globale virksomheders R&D-afdelinger og et vibrerende start-up miljø.

Besøget fokuserer på innovation, life science og kunstig intelligens. Ministeren skal i forbindelse med turen til Boston mødes med universiteter, forskere og virksomheder og bane vejen for et styrket samarbejde mellem Danmark og USA. Den 28. januar 2019 markerer Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers åbningen af Danmarks nye innovationscenter i Boston.

Uddannelses- og forskningsministeren skal blandt andet deltage i en rundbordsdrøftelse med virksomheder og robot-klynger fra Bostonområdet om robotteknologi og kunstig intelligens. Ministeren er især optaget af, hvordan vi i Danmark kan sætte vores præg på udviklingen af de nye teknologier.

Uddannelses- og forskningsministeren skal også besøge MEDTech-virksomheden Boston Scientific, der samarbejder med IBM og MIT om et program, der skal udvikle forbedrede sundhedsydelser ved brug af kunstig intelligens.

Derudover vil uddannelses- og forskningsministeren være vært ved et life science seminar om “Big data and Network Biology driving pharmaceutical drug discovery and development – a game changer in the making”. Seminaret sætter fokus på den nye danske tilstedeværelse i Boston, og markerer Danmark som førende forskningsnation inden for life science. Deltagere i seminaret er forskere og virksomheder i Boston samt særligt inviterede danske forskere og virksomheder.

Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriet