Regeringen vil oprette ti nye uddannelsesstationer på videregående uddannelser bredt fordelt i Danmark. Dermed kommer der uddannelse ud til områder, hvor der i dag ikke er så mange tilbud. Og virksomheder og borgere uden for store byer får adgang til uddannelse og kvalificeret arbejdskraft.

Som led i regeringens beslutning om at udflytte statslige arbejdspladser og skabe et Danmark i bedre balance, oprettes der ti nye uddannelsesstationer rundt om i landet. Det skal give en bredere geografisk dækning på det videregående uddannelsesområde.

En uddannelsesstation er en lille lokalafdeling af eksisterende uddannelser inden for områder, hvor der er efterspørgsel efter arbejdskraft. Erhvervsakademier og professionshøjskoler kan tilrettelægge uddannelser, så de studerende kan gennemføre dele af uddannelsen på en ”station” uden for det godkendte udbudssted.

– Med de nye uddannelsesstationer får erhvervsakademier og professionshøjskoler endnu bedre mulighed for at få uddannelse ud til områder, hvor der i dag ikke er så mange uddannelsestilbud. Samtidig får virksomheder og borgere uden for de store byer adgang til uddannelse og kvalificeret arbejdskraft. Det er rigtig glædeligt, fordi det både kan bidrage til lokal udvikling og vækst og forhåbentlig give flere lyst til at tage en uddannelse, siger uddannelses- og forskningsminister Søren Pind.

Regeringen lancerede i foråret uddannelsesstationer i fire byer som en forsøgsordning. Nu skal ordningen bredes ud.

Uddannelsesstationerne baner vej for at oprette en række nye arbejds- og studiepladser. Oprettelsen af ti uddannelsesstationer vil estimeret svare til cirka 80 personaleårsværk ved fuld indfasning i 2021. Hertil skal lægges de estimerede 500-1000 uddannelsespladser.

Regeringen har afsat 160 millioner kroner til de nye uddannelsesstationer.

Fakta om de ti nye uddannelsesstationer:

  • Hedensted. Automationsteknolog (erhvervsakademiuddannelse baseret på Erhvervsakademi Dania, Randers)
  • Hobro. Eksport og teknologi (professionsbacheloruddannelse, baseret på UCN i Aalborg).
  • Fredericia. Automationsteknolog (erhvervsakademiuddannelse, baseret på EA Lillebælt, Odense)
  • Kalundborg. Bioanalytiker (professionsbacheloruddannelser, baseret på PH Absalon, Næstved)
  • Skjern. Markedsføringsøkonom (erhvervsakademiuddannelse, baseret på EA Midtvest i Herning)
  • Holstebro. Diplomingeniør i produktionsteknik (professionsbacheloruddannelse, baseret på VIA Aarhus/Horsens)
  • Nykøbing F. Produktionsteknolog (erhvervsakademiuddannelse, baseret på EA Sjælland, Slagelse)
  • Rønne. Datamatiker samt Innovation og entrepreneurship (hhv. erhvervsakademiuddannelse og overbygningsuddannelse, baseret på CphBusiness, Kgs. Lyngby)
  • Helsingør. Lærer (professionsbacheloruddannelse, baseret på UCC Carlsberg)
  • Svendborg: Serviceøkonom (erhvervsakademiuddannelse baseret på EA Lillebælt i Odense

Ti nye uddannelsesstationer (pdf)

Kilde: Uddannelses-og Forskningsministeriet