Flere besøg hos lægen og på hospitalet og højere risiko for at komme på sygedagpenge eller førtidspension. Det er nogle af konsekvenserne for dem, der bliver udsat for vold på jobbet. Det viser forskning, der har undersøgt de langsigtede konsekvenser af volden.

Slag, spark og anden fysisk vold på jobbet kan sætte dybe spor mange år efter.

Det viser ny forskning fra forskningshuset DEFACTUM under Region Midtjylland. Forskningen viser, at voldsramte går mere til lægen, er mere på hospitalet og har et højere forbrug af antidepressiv medicin end ikke-voldsramte i en syv-årig opfølgningsperiode. Samtidig viser undersøgelsen, at risikoen for at komme på sygedagpenge eller havne på førtidspension er markant højere.

Og undersøgelsen tyder på, at konsekvenserne i nogle tilfælde først viser sig mange år efter, volden fandt sted.

– Hidtil har der ikke været så meget fokus på de langsigtede konsekvenser. Men undersøgelsen viser, at det er vigtigt, at arbejdspladserne har fokus på trivslen længe efter, volden fandt sted, og ikke bare har en akut indsats, lige efter volden er sket, siger seniorforsker i folkesundhed ved DEFACTUM, Karina Friis. Hun er en af forskerne bag undersøgelsen.

Sådan rammer vold på jobbet

  • 9 pct., eller næsten hver tiende, af de voldsramte modtager førtidspension 10 år efter episoden, hvorimod det kun er tilfældet for 4 pct. af dem, der ikke har været udsat for vold.
  • 7 år efter volden fandt sted, er der 93 pct. større sandsynlighed for, at voldsramte modtager sygedagpenge end ikke-voldsramte.
  • Voldsramte har 64 pct. højere sandsynlighed for at have modtaget en helbredsrelateret social ydelse i en periode på 10 år efter, volden fandt sted, end ikke-voldsramte. Helbredsrelaterede sociale ydelser omfatter sygedagpenge, revalideringsydelse, fleksydelse, ressourceforløbsydelse og førtidspension.
  • Voldsramte har 67 pct. større sandsynlighed for at have haft meget kontakt til egen læge, mindst 53 besøg, i løbet af en 7-årig opfølgningsperiode sammenlignet med ikke-voldsramte.

Kilde Arbejdsmiljø i Danmark