Vores helbred bliver påvirket af arbejdet, og vores arbejde påvirkes, hvis vi er syge eller dårligt fungerende. Derfor vurderer eksperter, at fremtidens arbejdsmiljø mere kommer til at handle om at styrke den generelle sundhed på arbejdspladsen, end om hvordan man udfører sit arbejde.

Professor Brian Oldenburg fra Melbourne Universitet i Australien fortalte om australske erfaringer med at integrere sundhed på arbejdspladserne: “Det kan ikke være op til den enkelte, for man kan stort set kun komme så langt, som rammerne tillader.”

Grænsen mellem hvilke sygdomme og skader, der skyldes påvirkninger på arbejde, og hvilke der fx skyldes livsstil, bliver mere flydende og kan ikke skilles ad som tidligere.

Forskning viser fx, at der er en sammenhæng mellem fedme og stresspåvirkninger på arbejdet. Der er også sammenhæng mellem chikane på jobbet og dårlig søvn, hvilket har en række helbredsmæssige konsekvenser.

Det siger professor Greg Wagner fra Harvard Universitet i USA, som deltog i et seminar om en ny tilgang til arbejdsmiljø, der hedder Total Worker Health:

– Kroppen reagerer på de samlede påvirkninger, den udsættes for. Den skelner ikke mellem arbejde og fritid.

Dyrt at have syge medarbejdere

Greg Wagner og hans kollegaer fra Harvard har udviklet Total Worker Health (TWH). De har netop været i Danmark for at fortælle om den nye tilgang til danske eksperter, forskere og myndigheder på et seminar arrangeret af Holbæk Sygehus og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

Ifølge TWH skal arbejdspladsen tage større ansvar for medarbejdernes generelle sundhed og ikke blot overholde lovgivning og afværge arbejdsulykker. For det er ikke kun medarbejderne, der påvirkes, hvis helbredet er dårligt. Det er dyrt for arbejdspladserne at have syge medarbejdere eller medarbejdere, der ikke fungerer optimalt eller hyppigt skifter job.

Wagners kollega fra Harvard, professor Jack Dennerlein, fortæller, at arbejdsgiverne i USA begynder at kunne se fornuft i tilgangen:

– De kan se, at de sparer penge på det her. Og tilmed melder mange tilbage, at det styrker deres organisation, når de tager vare på hinanden på en anden måde end tidligere, siger han.

Arbejdsmiljøet er rammen

De, der arbejder med arbejdsmiljø, skal i fremtiden være bedre til at tage udgangspunkt i de lokale forhold og de ansattes egne ønsker til arbejdsmiljøet. På den måde bliver evt. nye tiltag og hjælpemidler bedre integreret i fagligheden og det daglige arbejde.

Fremtidens diskussion om arbejdsmiljø kommer i højere grad til at handle om rammerne for arbejdet, end om hvordan arbejdet bliver udført. Det vurderer professor Brian Oldenburg fra Melbourne Universitet i Australien:

– Når det kommer til at forbedre sundheden, er der en meget stærk sammenhæng mellem individet og omgivelserne. Det kan altså ikke være op til den enkelte alene, for man kan stort set kun komme så langt, som rammerne tillader.

Hvad er nyt?

I Danmark har man længe diskuteret sundhedsfremme på arbejdspladsen, og flere steder har man indført motionsrum og frugtkurve, men TWH stikker dybere end det, understreger Wagner:

– Den slags tiltag har det med kun at tiltrække dem, der i forvejen er sunde. De usunde er svære at nå på den måde. TWH er derfor et forsøg på at komme videre end beskyttelse og lettere nyttesløs sundhedsfremme.

Kilde Arbejdsmiljø i Danmark