En ny rapport fra Beskæftigelsesministeriet og Finansministeriet viser, at offentligt ansatte har markant flere sygedage end deres kollegaer i det private. Innovationsminister Sophie Løhde (V) kalder forskellene uforklarlige.

I gennemsnit havde ansatte i kommunerne 12,8 sygedage i 2017 mens det kun var 6,8 dage for ansatte i det private erhvervsliv. Det viser en ny rapport fra Finansministeriet og Beskæftigelsesministeriet.

Og selv når man stiller sammenlignelige brancher over for hinanden inden for madlavning, kultur og fritid samt social- og sundhedsområdet, er fraværet højere i det offentlige end i tilsvarende private brancher.

De to ministerier bag rapporten afsætter samtidig 100 millioner kr. til en lang række initiativer, som skal få sygefraværet i det offentlige ned.

“På en række områder er det uforklarligt, at sygefraværet er højere i den offentlige end i den private sektor på helt sammenlignelige arbejdspladser. Derfor er der et stort potentiale i at få nedbragt sygefraværet i den offentlige sektor,” siger Sophie Løhde til Berlingske.

Initiativerne skal bl.a. udvikles i samarbejde med KL og Danske Regioner og målrettes arbejdspladser, som kræver skræddersyede indsatser, fordi de har højt sygefravær eller et særligt belastet arbejdsmiljø. Derudover oprettes der et rejsehold til arbejdspladser med konkrete udfordringer og videnspakker til forebyggelse af sygefravær.

“Sygefraværet er et fokusområde for regeringen, og vi kan se, at der er mange sygedage nogle steder i det offentlige, og det skal vi gøre noget ved. Det er først og fremmest en ledelsesopgave at tilrettelægge arbejdet, så medarbejderne ikke bliver syge af at gå på arbejde. Derudover skal vi fra politisk hold også sætte ind, og det gør vi med en bred sygefraværs-pakke blandt andet er der øremærket 100 mio. kr. til de offentlige arbejdspladser, hvor medarbejderne har højt sygefravær, eller arbejdsmiljøet er særligt belastet. Så vi kan få sygefraværet ned til glæde for den enkelte og for samfundet,” siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) i en pressemeddelelse

Kilde: Cabi – Bedre Arbejde til Flere